Intuitiv morgensang

En deltager fra første søndags Intuitiv Sang skrev:

“Fantastisk måde at bruge en time af sin søndag formiddag. Helle skaber et tiltrængt frirum på Pavillon K, hvor vi igennem en række øvelser sammen skaber musikken. Så hvis du elsker at bruge din krop og udfordre din stemme, er det bare om at melde sig til. Det er en time du med sikkerhed lever højt på længe”

Der har været lidt tvivl om hvem Intuitiv morgensang henvender sig til.

For at imødekomme denne tvivl, så er alle voksne der kan lide at synge og har nogenlunde øre for toner og rytmer velkomne. Du behøver altså ikke være professionel sanger, men skal have lyst til at udforske det at improvisere og være skabende med stemmen ud fra nuet, sammen med andre. 

Der er ingen noder og kendte sange. Kun nogle enkle, støttende instruktioner som gives for at komme i gang. Vi starter hver gang med opvarmning af stemmen og øvelser der sætter gang i fantasien og nærværet. 

Konkret beskrivelse af hvad det vil sige at synge intuitivt sammen:

Sangen begynder når den første åbner munden og slipper en tone ud. Det eneste der kræves er intens lytten. Indad i kroppen og udad til hinanden. Sangen skabes i nuet. Vi synger for at møde os selv og hinanden, for glæden og skønhedens skyld. Vi giver os hen til tonerne og lader dem strømme med et flow der kommer indefra. Nogle gange legende let med sjov og humor, andre gange dybt og stærkt. Vi øver os i at synge fra et sted der er større end os selv og når det lykkes, kan vi opleve tilstande af stor samhørighed og skønhed.

Intuitiv morgensang sang foregår anden søndag i måneden, altså 1 gang om måneden, kl. 10.30 -11.30 i Pavillon K, Skovvej 2, 4760 Vordingborg. Næste gang er d. 12.06.22

Man lige skal sende en SMS til mob. 41240856, hvis man deltager. Senest den pågældende søndag morgen kl. 9.  Det koster 20 kr at medvirke, til dækning at lokale leje. De kan overføres på samme mobil nr. som ovenfor.

Medbring sangstemme og et nysgerrigt og åbent sind.